Skibet er ladet med eventyr

Vi lå rigtig godt i Nice, der var en god stemning i havnen hvor store luksuriøse motorbåde lå side om side med sejlbåde i forskellige størrelser ved siden af de flotte lokale fiskerbåde.

Den gamle havn ligger lige ved siden af den gamle bydel, og fra havnen kan man se op til et parkområde hvor det gamle slot ligger.

Desværre var Marie blevet forkølet, og måtte blive hjemme i båden, så vi andre gik på skift ud for at se på byen og afprøve nogen af byens legepladser.

Vi var så heldige at Tante Rikke havde meldt sin ankomst i Golfe Juan ikke langt fra Nice, og så uheldige at et kraftigt blæsevejr også havde meldt sin ankomst, så derfor fik vi kun et par dage i Nice inden vi drog videre, men trøstede os selv med, at man har lov til at komme tilbage (der er efterhånden mange steder på listen over destinationer der kan tåle et besøg mere).

Da vi nærmede os havneindløbet til de to marinaer der ligger i Golfe Juan, fik vi noget af en overraskelse.

I Bloc Marine (den franske havnelods) står der, at der i begge havne er et stort antal gæstepladser, og at man inden man sejler ind i selve havnen skal kalde marinaen man vil ligge i for at få anvist en plads.

Vi kaldte først marinaen i den gamle havn, og blev noget overraskede da vi fik besked om at der ikke var flere ledige pladser. Det virkede lidt underligt, eftersom vi kom udenfor sæsonen, men vi kaldte så den store marina, og kiggede undrende på hinanden da vi fik samme besked her.

Så var gode råd pludselig dyrere, der var uvejr på vej, og selvom der ikke er langt mellem havnene på Côte d’Azure ville det være ærgerligt at ligge i nabobyen når Rikke kom til Golfe Juan en enkelt dag.

Vi valgte efter et hurtigt skippermøde at prøve at sejle ind og se om vi mon ikke kunne overtale frode til at lade os blive et par dage, og så til vores overraskelse at der var MASSER af plads til vores lille båd i begge marinaer.

Frode blev noget muggen over at vi var sejlet ind og havde lagt til ved ankomstbroen, men godt presset lykkedes det ham at finde os en fin ledig plads hvor vi kunne være mens vi havde besøg hjemmefra og blæsevejret passerede.

Det var rigtig dejligt at se Rikke igen, minimatroserne formanede hende om de uskrevne regler ombord, og heldigvis indvilligede hun i både at lade være med at hoppe, løbe, hænge og svinge i gribelisterne mens hun var ombord.

Det lille døgns tid gik hurtigt, men hyggeligt var det!

Vi tog toget og fik en forsmag på hvad Cannes kunne byde på, og hyggede os ellers i båden.

Da Rikke tog videre, sejlede vi det gode skib til Cannes hvor vi skulle prøve noget nyt på turen.

For første gang skulle vi ind og besøge nogle venner vi har mødt på turen i ”deres by”. Caroline og Didier fra Sealord som vi mødte i Cetaro (Syditalien Oktober 2010) har valgt at slå sig ned på den franske sydkyst i stedet for Paris hvor de boede på deres båd inden de tog på tur, og vi skal selvfølgelig ind og hilse på dem nu vi er på disse kanter

Det var rigtig dejligt at se Caroline og Didier igen, og vi havde nogle hyggelige dage sammen med dem.

Cannes er et spændende sted, byen emmer af storhed og elegance, og selvom vi var der om vinteren brød solen frem og varmede de fleste dage.

Langs promenaden, hvor minimatroserne høstede store smil når de kom drønene på henholdsvis løbehjul og rulleskøjter, ligger store flotte palæer der i gamle dage husede feriegæster fra Europas kongefamilier, og nu huser turister fra hele verden.

Der er en venlig stemning i byen, og en dejlig afslappet atmosfære mellem alle de dyre butikker, hvor vi ikke kan lade være med at trække lidt på smilebåndet når vi ser at der er udsalg over hele linien (hvor der er sparet er der tjent? – så bør man vel nærmest godt gå på designer-udsalg…).

På kajen så vi noget vi ikke anede eksisterede – en ”lorte scoter” kørte rundt og sugede brugt hundemad op i en lang støvsugerslange, på den måde holdes promenader og pladser pæne…

Umiddelbart skulle man mene det er et noget ufedt job at være fører af et sådant fartøj, men den unge mand der sad bag styret så meget veltilfreds og utrolig cool ud bag sine solbriller…

Solen skinner, og i havnen er der livlig aktivitet på bådene der bliver pudset, malet og slebet, og vi tager os selv i at blive lidt forårskåde og få lyst til at komme ud og sejle og rigtig tage fat på sæsonen.

Den franske sydkyst har meget mere at byde på end vi har tid til at nyde på denne tur, så efter en lille uge i Cannes må vi bide i det sure æble, og finde sejlplanerne frem igen.

Vi har besluttet os for at starte turen gennem kanalerne omkring 1. marts, og skal vi have bare lidt tid til at se det vi sejler forbi på turen, må vi kaste fortøjningerne og komme videre.

Det er ærgerligt at tage afsked med besætningen på Sealord, men vi ved at det ikke er sidste gang vi ser dem, og er vi rigtig heldige bor de her stadigvæk næste gang vi er på den franske sydkyst.

Udenfor Cannes ligger der to små øer, på den ene ligger der et kloster og et gammelt slot som vi gerne vil se inden vi sejler videre (og eventuelt smage på munkenes vin…). Desværre er der ikke nok vand i havnen til at vi kan sejle derind, og området mellem øerne er underlagt nogle sejladsrestriktioner som vi ikke kender til, så vi bliver med tunge hjerter enige om at have turen til gode til næste gang vi er på disse kanter. Så må vi tage herud med en af de turbåde der sejler inde fra den gamle havn i Cannes.

Vi sejler videre vestover, og kaster anker i en fin lille bugt der hedder Rade d’Agay.

I Bloc Marine kan vi læse, at det om sommeren koster det 20 euro for en båd som vores at ligge for en af de bøjer der er lagt ud, for de penge får man udover læ og smukke omgivelser, affaldsafhentning og toilettømning.

Der gøres på denne kyst meget for at passe på miljøet, og det er i modsætning til i Italien nemt at finde biologisk nedbrydelige vaskemidler og lignende i supermarkederne.

Det er dejligt for efter et par år på vandet er vi blevet endnu mere interesserede i at passe godt på det liv der er under overfladen. Vi er også blevet opmærksomme på at finde et sted hvor der er godt med sand når vi kaster anker, så vi ikke kommer til at pløje bunden op med vores ankerkæde mens vi ligger der.

Det er lidt pudsigt, for inden vi tog af sted (og næsten ingen erfaring havde med at ligge for anker) syntes vi det var noget pjat når vi hørte om ankrings-restriktioner, men nu er vi store fortalere for at man bruger de bøjer der er lagt ud når det kan lade sig gøre.

Vi ligger godt beskyttet i bugten, og finder en plet med fin sandbund som ankeret kan grave sig ned i ved siden af en fransk båd hvor en ældre herre sidder og hygger sig med en bog i cockpittet.

Vejrudsigten har lovet en variabel vind i styrke 1 – 3 om natten, og selvom det ikke er meget vil vi gerne ligge i den inderste del af bugten bag nogle klipper så vi slipper for en masse dønninger der kan vugge båden for meget fra side til side.

Gummi Tarzan får et pust luft, og vi sejler ind og lægger den ved nogle klipper, inden vi går på opdagelse.

Klippen er ”organiseret vild” dvs. vi lægger til ved en klippe og finder et fladt stykke hvor vi kan lægge båden så den ikke behøver blive skubbet mod klippen når bølgerne skyller ind mod klippen.

På det flade stykke er der placeret en jernring vi kan fortøje til, og på klippen er der lavet nogle små trin i klippen så den ikke så bjerg-geds-agtige del af besætningen fint kan forcere turen op til en af de bænke der er anbragt på de skønne udkigspunkter hvor der i behændig afstand er placeret nogle store skraldespande…

MEN her er dejligt stille, og meget smukt, minimatroserne klatrer på klipperne, leger på stranden, og hygger sig mens skipperne holder øje med solen over de mørkerøde klipper og havet.

Stjernerne funkler over båden da vi lukker ned for natten efter en dejlig dag, og det er først ud på morgenen (ved 4-tiden) at vi lægger mærke til at vinden har taget til.

Begge skippere er på skift oppe for at se, at positionen på GPS’en holder, men vi ligger fint, og som Skipper tørt konstaterede om morgenen, så gad han altså ikke sejle ud i møgvejr mens det var mørkt.

Da vi har fået morgenmad hiver vi krogen og sejler videre.

Vi har tænkt os at sejle til Sanint-Tropez, men synes der er lige lovligt mange kalorier i vinden, så vi vælger at tage en lille tur ind til Sankt Raphaël for at få en opdateret vejrudsigt inden vi sejler videre.

Ikke langt fra Rade d’Agay ligger Ile d’Or (guldøen) en lille ø med en pudsig historie.

Den blev købt af en franskmand i slutningen af det 19. århundrede, og havde skiftende ejere i løbet af det 20. århundrede, hvor den bl.a. blev tabt i et spil kort.

En af øens ejere udråbte sig selv til konge (August I) over øen, og inviterede prominente gæster til gilder på øen.

Øen har inspireret Hergé til at skrive Tintin historien Den sorte ø, og skippernes tanker går mod en bogen Og til min nevø Albert efterlader jeg den ø som jeg vandt fra Fatty Hagan i poker (en meget sjov bog som vi glæder os til at gen-læse når vi kommer hjem til de bøger vi ikke ville risikere fik fugt undervejs).

Udenfor Sankt Raphaël ligger der to små øer der hedder Havløven og Landløven, det er ifølge sagnet to hav uhyrer som havguden Poseidon forstenede da han reddede en prins (strandløven?) og en prinsesse i et drama der udspillede sig her i Var området i gamle dage.

Historierne om øerne får vi fra turistkontoret i Sankt Raphaël, hvor et par unge piger venligt deler ud af deres kendskab til området, som det er tilfældet i de fleste byer vi har besøgt på turen. Her kan man også få lov til at bruge en computer, så mens minimatroserne er optaget af en reklamefilm der kører på en storskærm får skipperne chekket op på vejrudsigten og på verdenssituationen.

På vejen ind til Sankt Raphaël, har vi den sjældne fornøjelse at sejle for sejl næsten hele vejen, ved ankomstbroen i den gamle havn bliver vi mødt af en flink frode, og snart er den noget ublide start på dagen glemt igen.

Hele weekenden kan vi ligge langskibs der hvor redningsbådene plejer at ligge, og det er dejligt at kunne komme nemt til og fra borde.

Ikke længe efter båden er fortøjet, ligger minimatroserne på maverne på broen iført redningsvest og fiskenet der bliver fyldt op med rejer fra det klare vand.

Solen skinner fra en skyfri himmel, og for anden gang i år nyder vi at spise frokost i cockpittet – velkommen fru forår!

Vejrudsigten ser fin ud et par dage endnu inden et mindre blæsevejr kommer forbi Var-området, og så skulle det være til at sejle videre mod Marseilles og Rhone-floden igen.

Om aftenen efter minimatroserne er lagt på køjen lægger en fiskerbåd til på den anden side af ankomstbroen, og fiskeren hilser venligt da vi nysgerrigt kigger op ad lugen.

Fra Sankt Raphaël , sejler vi til Saint-Tropez hvor vi lægger os ved ankomstbroen mens vi går ind og kigger på byen. Det koster over det dobbelte at ligge i havnen her end det gør i de andre marinaer i området, så vi bliver ikke natten over, men vil gerne lige se byen inden vi sejler videre.

Her er rigtig fint, og vi har en hyggelig tur rundt i de gamle gader, men vi synes ikke her er så meget skønnere end alle de mange dejlige byer der er i området at vi vil blive for natten.

På kajen ved havnen står et par kunstnere og sælger billeder, de er flotte, og efter lidt prutten om prisen hos den ene går vi mod båden med et fint akvarelbillede som vi håber vil kunne klare turen nordpå i det til tider fugtige miljø vi lever i.

Vi sejler dybere ind i Golfe de Sanit-Tropez til et pudsigt sted der hedder Grimaud.

Grimaud består af en labyrint af kanaler hvor små øer, nogle bebyggede og andre beplantede er forbundet af lave broer.

Da vi sejler ind bliver vi ramt af samme følelse som vi havde da vi sejlede gennem kanalerne i Holland. Husene ligger ned til de spejlblanke kanaler hvor både ligger fortøjet foran de smukke gamle huse.

Vi sejler ind i den bageste del af labyrinten, og da vi har fortøjet det gode skib går vi på opdagelse.

Der er desværre ikke så meget at opdage, for labyrinten er mere eller mindre privat område hvor skilte på flere sprog beder uvedkommende om at blive ude…

MEN hyggeligt er her, og vi nyder at ligge HELT stille inde i bunden hvor det kun er besætningens bevægelser der får skibet til at bevæge sig i vandet.

Tidligt næste morgen sejler vi ud af labyrinten, vi skal rundt om Cap Camarat der ligger lidt syd for Cap de Saint-Tropez, og har fået at vide, at det kan blive temmelig hårdt herude.

Vejrudsigten ser god ud om morgenen, men lover mere vind om eftermiddagen, så det er bare med at komme af sted.

Vi får (igen) en rigtig fin dag på vandet, og kommer roligt rundt om Cap Camarat (og de 4 andre capper) inden vi sejler ind i en hyggelig lille by der hedder Cavalaire-sur-mer.

Et par flinke froder viser os tilrette, og vi nyder et par dage i den lille by hvor vi får købt nogle brædder til de bukke masten skal ligge på mens vi sejler gennem kanalerne, og får provianteret til de næste par dage hvor vi har planer om at sejle ud og se på et par af øerne i Hyères området (Iles d’Hyères).

Øerne vi besøger er naturreservater, man er velkommen til at besøge dem, men der er nogle restriktioner forbundet med at komme herud.

Det er f.eks. forbudt at ryge eller bruge åben ild udenfor landsbyerne, og overtræder man forbuddet, risikerer man en bøde på 135 euro kan vi læse på et skilt lidt udenfor landsbyen på Port Cros, den første ø vi besøger.

Vi er de eneste besøgende, så der er god plads på gæstebroen i havnen hvor vi lægger det gode skib langskibs ved en træbro med runde træpullerter inden vi går på opdagelse på øen.

Der er lukket i den lille by ved havnen hvor nogle arbejdere er i gang med at lægge nye rør i jorden – det tager lidt af naturreservat-idyllen, men bortset fra det ånder alt fred på den lille ø.

Der er fantastisk smukt, og vi nyder den betagende natur, lyden af landfugle, og den smukke udsigt da vi går en tur rundt på øen, nyder insekternes summen, og ser rosmarinen blomstre langs den snoede sti på klipperne.

Desværre er havnen på Port Cros åben mod vest, og der er varslet et lidt kraftigt blæsevejr fra vest, så vi sejler videre til øen Porquerolles, hvis havn der er lidt bedre beskyttet.

På Porquerolles er man igang med at udbygge havnen, så der er ikke nær så stille og idyllisk som vi havde forestillet os. Cykeludlejningsbiksene og restauranterne har travlt med at gøre klar til turistsæsonen der starter 1/3, men udover det, er der hyggeligt, og vi kan se, at der er noget at komme efter hvis man går lidt udenfor alfavej der er lidt vel beplantet med skilte der fortæller hvad man må og ikke må.

Der er plads til 500 både i havnen, det flyder med dieselolie i havnebassinnet, og alt koster penge. Havnepladsen er dyere end vi er blevet vandt til, og vi ærgrer os over at vores drømme om idyllisk natur i den grad bliver gjort til skamme. MEN vi bliver da vi sejler ud af havnen igen efter et par døgn, enige om at vi nok er blevet godt forvente her på turen, og at vores oplevelse ville have været anderledes på et andet tidspunkt (senere ser vi nogle billeder taget i en ankerbugt om sommeren og det er en helt anden oplevelse end her om vinteren).

På Porquerolles fik vi nogle hyggelige naboer, en fransk familie der er på vej sydpå. Det var dejligt med lidt havne-sludder igen, som vi har savnet noget, for der er ikke mange der sejler rundt om vinteren, og det kan blive lidt ensomt i forhold til resten af året hvor der er liv og glade dage i havnene.

Fra Porquerolles sejlede vi til en lille havn i bugten ved Toulon. Vores franske naboer på Porquerolles fortalte at selve Toulon var fuld af militær og industri, så vi valgte en af de mange havne udenfor.

Der er et lavvandet område i Golfe de Giens ikke langt fra Toulon, hvor man kan være heldig at se flamingoer.

Der var varslet et lidt kraftigt blæsevejr om eftermiddagen, men der skulle lige være tid til lidt flamingo-spotting inden vi sejlede over til St-Mandrier-sur Mer, hvor vi havde besluttet os for at gå i havn.

Da vi sejlede fra Porquerolles til Golfe de Giens var det vindstille, men vi havde ikke været der særlig længe inden den kraftige vind meldte sin ankomst (lidt før beregnet). Der var maser af vind, men ingen flamingoer at se i bugten, så vi skyndte os ind i læ bag halvøen St-Mandrier-sur Mer.

St-Mandrier-sur Mer er en fin lille by hvor vi lå godt beskyttet fra den kraftige vind. Vi havde et par dejlige dage der, indtil et vejrvindue viste sig natten til søndag d. 13/2.

Vi har ikke lyst til en natsejlads på denne tid af året, men der er flere dages blæsevejr på vej, og selvom her er hyggeligt, vil vi hellere blæse inde nogle dage i Marseilles.

Vi holder godt øje med vejret, går på nettet og lytter på VHF’en, og Skipper går en tur om på den anden side af halvøen for at se hvordan vandet ser ud inden vi bliver enige om at stikke ud i natten.

Den snigende uro i maven der har det med at komme når man sejler ud fra en godt beskyttet havn forsvinder i takt med at vi kommer ud og vandet ”arter sig”. Der er lidt vel høje bølger da vi kommer forbi første cap, men ikke mere end vi kan klare. Vandet bliver mere og mere roligt i løbet af natten, og vejrudsigten holder – heldigvis!!!

Skipperinden tager første del af natten, iført alt det varme tøj hun har med på turen, hun føler sig lidt som Bibidum (Michelin-figuren) men det virker, og kulden bliver holdet stangen til Skipper et par timer før daggry kommer op i cockpittet og spørger om det ikke var meningen vi skulle tage korte vagter natten igennem. En god lydbog, og et dokumentarprogram om Gasolin (hvor hun må have en god del til gode) gjorde den sidste natsejlads på Middelhavet til en smal sag, og hun må med en let rødmen indrømme, at hun glemte tiden… Skipper tager over og vi bliver klar over at det var godt vi tog af sted om aftenen i stedet for at vente til omkring midnat som vi havde overvejet. Det blæsevejr der skulle komme søndag eftermiddag bygger op da vi ligger udenfor havnen i Marseilles, så Skipper kryber i læ i hundehuset, og holder kursen ved at pejle 90 grader på kompasset fra den kurs vi skal holde.

Vi lægger til ved ankomstbroen i Marseilles ved 5-tiden om morgenen og kan lige nå et par timer på øjet inden minimatroserne er på banen, og klar til en ny dag.

Marseilles er den ældste by i Frankrig, og er en af de byer vi skal gense på et senere tidspunkt. Her er meget at se på, og det gør så absolut ikke noget vi skal blive her et par dage til det kraftige blæsevejr er ovre.

Første dag sover Skipperne på skift mens minimatroserne er lidt sødere end normalt og tager hensyn til deres trætte forældre. Vi er glade for vores beslutning om at sejle herhen, og nyder den venlige stemning i den store havn. Der er plads til 3.200 både i Marseilles havn, og selvom vi kommer udenfor sæsonen er der ikke mange ledige pladser i lystbådehavnene.

Om eftermiddagen kommer en flot 2 mastet sejlbåd fuld af unge mennesker ind i det bassin vi ligger i. På kajen står et mindre orkester med violiner, harmonika, kontrabas og klarinet og tager imod.

Der er store smil over hele linien, og resten af dagen (og natten) bliver der hygget i cockpittet på den franske båd.

Det er underligt at tænke på, at det er vores tur til at gense familie og venner om bare nogle måneder, og det er svært ikke at blive lidt sentimental.

Pludselig er det længe siden vi stævnede ud, og nu må vinden gerne lægge sig så vi kan komme hjem…

Det viser sig, at båden der fik den festlige velkomst, tilhører en artistfamilie der har planer om at sejle rundt i verden og bruge båden til at optræde på undervejs. De har lånt båden til nogle venner der har været rundt i Middelhavet en måneds tid hvor de har lavet en forestilling som de har uropført i Barcelona.

Dagen efter skal der være forestilling ombord, og vi bliver inviteret over til en fantastisk hyggelig aften hvor landgangsbroen er blevet forsynet med en rød løber der fører op på dækket hvor voksne sludrer og børn løber rundt og leger mellem forestillingerne. Nede i kahytten er der dukketeater med poesi og levende musik, det er meget stemningsfyldt, og senere optræder bådens skipperinde og datter i en trapez der er hængt op mellem de to master.

Mistralen hyler i masten, og imens går vi på sightseeing i Marseilles, minimatroserne leger med børnene fra Bazar, der bliver ryddet op og gjort rent, og vi begynder så småt at fylde proviantkamrene med ris, mel og pasta til næste del af eventyret, hvor vi ikke ved hvor gode indkøbsmulighederne er det første lange stykke.

Det er lidt vemodigt at skulle sige farvel til besætningen på Bazar, men efter et par dage sejler begge både videre. Æfnitýr sejler vestpå mod Port Saint Louis, og Bazar sejler østpå mod en lidt billigere havn hvor den skal ligge indtil den skal ud på sit næste eventyr.

Vi ønsker dem god vind, og håber at kunne tage imod dem i København på et tidspunkt.

Da vi sejlede ud fra havnen i Marseilles var der noget mere vind end vejrudsigten havde lovet til denne sidste sejlads for sejl inden kanalerne, men det gør det bare lettere at tage afsked med Middelhavet.

Solen skinner, turen går fint, og vi kommer sikkert frem til havnen hvor masten skal afmonteres og første sluse venter.

Mandag morgen sejler vi ned til Navy Service, en stor ”tørhavn” hvor vi har fået en god pris på afmonteringen af masten, og vi er heldige at vi allerede om eftermiddagen kan få masten af, og at et par ventede pakker hjemmefra er ankommet samme morgen.

Nu venter sidste kapitel i eventyret – en tur vi har set frem til lige fra de første konkrete planer om turen blev luftet. Det bliver dejligt at sejle gennem Europa mens foråret blomstrer.