Skibet er ladet med eventyr

Dover 24/7 2009

Skipperinden blev som barn betaget ved synet af de hvide klipper i Dover, og har insisteret på at det skulle resten af besætningen også opleve.

Klipperne er ikke blevet mindre betagende i de år der er gået. På lang afstand kan man se dem rejse sig i horisonten, og vi tænker at disse klipper for en englænder må have samme effekt som Kronborg kan have på en sjællænder – det er et fantastisk syn!

Når man anløber havnen (som det hedder når man sejler ind i en havn) skal man først kalde port-control når man er 2 mil fra kysten og fortælle hvad ens intentioner er (det får vi meget sjov ud af på vejen over) senere skal man så kalde marinaen på en anden kanal, og så får man anvist på hvilken plads – i hvilket af bassinerne man kan lægge sig. Der er heldigvis også her flydebroer, for forskellen på høj- og lavvande er på ca. 4 meter.

Vi havde snakket om at tage lidt længere ned ad kysten til en by der hedder Folkstone, men der forsvinder vandet helt når det er lavvande (i modsætning til bassinerne i Dover hvor der er sluser der holder vandet inde) og vi vil jo ikke på grund mere på denne her tur...

Faciliteterne i havnen er fine, og personalet er flinke – det er skønt at være omgivet af den specielle humor englænderne har, men havnen i øvrigt bærer præg af at være en STOR færgehavn, og vi er efter nogle dage lidt trætte af den tætte lastbilstrafik fra hovedvejen der ligger ”i baghaven”.

Byen er en lidt trist oplevelse – mange butikker er til salg eller leje, og der er brædder for vinduerne i mange af husene. MEN der er en fin promenade, og en strand hvor vi gik hen da vi var landet, så de små kunne få den længe ventede dukkert.

På toppen af de høje klipper ligger Dover castle, som vi selvfølgelig var oppe og besøge. Slottet spillede en stor rolle under 2. verdenskrig, og mens vi var der, kom vi en tur ned i de underjordiske gange der er lavet i klipperne, hvor der både var kommunikation, hospital, og blev lagt strategier under krigen(e). Det var spændende at se, og meget imponerende at høre om evakueringen af 300.000 soldater fra Frankrig til England, der foregik ved hjælp af civile både. Det kan mærkes at de er stolte, og selvom vi ikke er så meget til krig og krigsforherligende mindesmærker, kan vi godt forstå dem.

Vi troede vi bare skulle være her et par døgn, men så var det der kom nogle underlige lavtryk ind fra Atlanten over England der havde noget kraftig blæst og en masse regn med sig, så selvom vi var udstyret med masser af gå-på-mod da vi efter et par dage stak ud af havnen, måtte vi erkende at 500 meter i timen med fuld motor og sejl bare ikke er godt nok når bølgerne er så høje som de nogen gange er her.

Godt nok sejler vi langsomt, men vi ville ikke kunne nå næste destination (110 sømil vestpå – ca. 22 timers sejlads med vores normale gennemsnitsfart) inden næste lavtryk kom med mere vind og regn, så der var ikke så meget at gøre. Vi vendte om, og mødte i havnen nogle flinke englændere der bekræftede os i at det kan være ”some shitty waters” her langs kysten.

Hvad gør man så når tålmoden egentlig er sat på afgang?

Vi kiggede i den folder havnefogeden gav os da vi kom, hvor der bl.a. stod hvad der udover Dover er at se på i Kent. Vi pakkede nogle madpakker, og tog først toget til Folkstone, der er som vi havde forestillet os en engelsk badeby på sydkysten ville være, med en fin promenade og en fantastisk udsigt fra de høje klipper.

Der er et ”must see” for børnefamilier som vi selvfølgelig tog hen til, og befandt os i nogle timer i et slaraffenland af en natur-legeplads med 4 – 5 afdelinger hvor store og små boltrede sig i alskens svævebaner, rutschebaner, gangbroer, klatrevægge, sørøverskibe (Bounty) og et amfiteater hvor man kunne blive malet i ansigtet, få fortalt historier, eller gøgle – det var en oplevelse både for store og små, og da det lykkedes os at trække de små med derfra var det primært med udsigten til en gang afternoon tea med dertilhørende kage.

Folkstone er i vores øjne meget mere interessant at besøge end Dover, byen er i bevægelse, og der er ikke brædder for nogle af vinduerne..

Det er også blevet til en tur til Canterbury hvor vi gik langs bymuren ind til det mest imponerende bygningsværk længe set. Er man på nogen måde i nærheden bør man unde sig selv et besøg i Canterbury Cathedral (bygningen af den startede i år 597) der hellere skal opleves end beskrives.

Marie sagde da vi gik ind i det første imponerende rum ”dette her er sådan et sted mor synger – men du har ikke sunget her endnu”.

Nej, men det kunne være fantastisk at prøve!!!!

Byen er rigtig fin med masser af små krogede veje, masser af butikker og hyggelige pubber og cafeer, der er en fin park (med en ok legeplads) og historien emmer i gaderne.

Ved havnen i Dover ligger der en god lille marinebutik som vi endte med at besøge næsten dagligt, måske fordi det var så hyggeligt at komme ind i det lille lokale med alskens maritimt udstyr (og ikke så meget tøj som ellers er det der præger billedet i de fleste marinebikse..) fra gulv til loft. En 3 – 4 ekspedienter står klar til at få en sludder om stort og småt, og det de ikke lige har, vil de gerne se om de kan skaffe hjem. Vi manglede (heldigvis) noget slange, nogle fittings og andet godt, så vi kom nærmest på fornavn med dem inden vi tog videre vestpå – eller rettere prøvede at komme videre vestpå.

Vi prøvede at komme af sted ned langs den engelske kyst da der viste sig et nyt vindue uden for meget vind.

Første gang vi tog fra Dover var det med samme vindstyrke som vi har valgt som vores favorit (omkring 6-12 m/s) men da havde vi glemt at tænke på, at der når vi har vinden mod os og vandet med os bliver der skabt nogle gevaldigt høje bølger, især omkring Dover hvor alt det vand der kommer fra Atlanten ikke har så meget plads at passere på.

Komisk nok vinder vi mens vi venter på godt vejr i Dover, et krydstogt for 2 til Spanien… Er det mon et tegn?

Vi vil meget gerne til Spanien med båd, men vi vil altså have de små med, og vi skal have mere end 3 overnatninger på et hotel når vi er fremme, så vi giver gaven videre.

Anden gang vi prøvede at komme ned langs kysten var der bare 4 m/s men efter nogle timer friskede vinden op, og da begge børn havde afleveret morgenmaden ad flere omgange var vi på vej tilbage til Dover igen. Det var en helt anderledes god sejlads vi fik da vi sejlede med vinden og strømmen (tidevandet er noget fantastisk noget der vender hele tiden – OG skifter i styrke) så turen tilbage til havnen gik fint – eller i hvert fald bedre.

Da vi udenfor havnen kaldte port control, fik vi at vide, at havnen var lukket den næste time på grund af kraftig strøm fra tidevandet. Det var ikke lige den besked vi havde brug for med to trætte børn i de høje bølger. Nå, men der var jo ikke andet for end at vente, og trøste det bedste man har lært eller kan improvisere sig til.

Pludselig dukkede en havnelods op meget tæt på, og en ældre herre gik på dækket, fuldstændig uberørt af de høje bølger båden blev kastet rundt i, og fortalte os at vi havde 15 min. til at komme i havn.

På det tidspunkt var vi kommet forbi havnehullet, og skulle tilbage mod strømmen. Vores motor har 25 hk, og med den + sejl kunne vi sejle 1,2 knob mod havnehullet – sved på panden, men der kom flere udfordringer for skipper…

Udenfor havnehullet var der nogle gevaldige strømhvirvler der snurrede båden rundt, så det var rart at have havnelodsen liggende på siden af båden mellem os og den store stenmole.

Nede i kahytten stod skipperinden iført trusser og bange børn – SÅ ER DET PRØVET, det behøver vi ikke gøre igen!!!

Det gik, det gik godt, men vi var noget rystede da vi (igen) lagde til kaj i Dover, og så småt jokede med om vi mon skulle til at se os om efter ledige stillinger når det nu ikke kunne lade sig gøre at komme væk derfra.

Held i uheld, var der i Dover den weekend fest på promenaden i anledning af 100 året for den første flyvning over kanalen, så der var musik, fadøl og karruseller indenfor en fornuftig radius, og da vi havde meldt vores ankomst på havnekontoret igen, gik vi til fest.

Vi overvejede (igen!) om vi skulle lægge masten ned, og acceptere at vi ikke kunne komme til Biscayen via den engelske kanal. Det er hårdt at måtte gå tilbage i havn 2 gange fordi man har fejlvurderet vejret.

Skipperinden hang noget med næbbet, og troede i lang tid at hun over natten havde mistet evnen til at sejle bare der var den mindste smule bølger.

MEN så er det at det er godt at ligge i havn hvor man kan følge med i stort set alt hvad naboen og genboen snakker om! For rundt om os gik snakken om hvordan englændere og hollænder havde forsøgt at komme samme vej som os – og alle havde måttet vende om (dem der ikke havde, var der jo af gode grunde ikke til at fortælle om deres oplevelser).

Pyhh, så er det altså ikke bare vores evner som sejlere og en for lille båd der gør det umuligt for os at komme hen langs den engelske kyst.

Vi besluttede os for at sejle tilbage til Frankrig, og prøve at komme ned langs kysten der, hvor vi så vil ligge en smule sydligere for de lavtryk der har drillet os i England.

Da vi gik på nettet for at se hvordan vejrudsigten så ud i Frankrig var det et helt andet vejrbillede der mødte os, og til at starte med var vi i tvivl om vi havde læst rigtigt.

Hvor vi i England havde udsigt til i hvert fald en uge i havn, så det i Frankrig ud til, at vi kun skulle ligge i havn nogle dage i samme periode.

Det var gode nyheder, og 3. gang var lykkens gang – vi stak over kanalen i strålende sol og nærmest blikstille vand.

Vi fik en dejlig tur for sejl hvor vindroret styrede næsten hele vejen, mens der blev fisket makreller – der var 2 fine der ikke nåede at hoppede af krogen på vej til båden, det er nemlig sin sag at hive makreller ind når man sejler en 7 – 8 knob.

Da vi spiste dem om aftenen, udbrød Sebastian spontant ”hold da kæft det smager godt dette her!”

Vi lagde til i Boulogne-Sur-Mer, en dejlig by med alskens lækkerier (ja vi HAR været forbi ostehandleren og bageren og har fået tanket mere rødvin) en god havn hvor der er masser af krabber og småfisk der gerne vil i nettet, solen skinner og vi behøver ikke den uldne mere når vi sidder i cocpittet om aftenen.

Rundt om i de andre både, kan vi igen høre, at vi ikke er de eneste der har opgivet at komme fra Dover og vestover, så humøret og selvværdet får det bedre og bedre.

Forskellen på høj- og lavvande er stadigvæk fascinerende, her er omkring 6 meters forskel, og i den ene ende af marinaen er der tørt ved lavvande.

Vejret så ud til at være med os, så efter et par hyggelige dage i Boulogne-Sur-Mer tog vi videre ned langs den franske kyst, og havde egentlig regnet med at skulle blæse inde i en by der hedder Tréport. Vi sejlede ind og var glade da vi så en god strand som de små havde efterlyst, nogle hyggelige cafeer og restauranter, og masser af stemning og smukke huse langs kajen. Stor var skuffelsen så, da vi kaldte havnemesteren over VHF’en, og fik at vide, at der i havneindløbet kun var 1 m vand – vi skal bruge 1½, så der var ikke andet at gøre, end at søge til havs igen. Vi kunne have ventet 6 timer udenfor havnen, men valgte i stedet at sejle videre til Dieppe 3 timer længere nede af kysten hvor man kan komme ind 24 timer i døgnet. Havneindløbet i Tréport var simpelthen sandet til, det var derfor vi ikke kunne komme ind, trods vores ihærdige tidevands-udregninger.

Vi er glade for at vi tog til Dieppe, for det er endnu en hyggelig by med masser af charme, et par ældgamle kirker, flinke mennesker, og en særdeles god service i havnen. Da vi havde kaldt havnen over VHF’en blev vi mødt af to unge mænd iført shorts og regnjakker, der piskede rundt for at finde havnens sidste plads til os – og selvfølgelig hjælpe med at få fortøjet båden. Bedst som vi var kommet på plads, meldte en båd på 18 m sig, og med udsigten til kraftig blæst om natten, blev de to unge fyre sat på overarbejde, for den plads vi lå på var den eneste den anden båd kunne være på… Det endte med, at vi kom til at ligge mellem en masse små fiskejoller, men det gik, og vi fik sat snore på kryds og tværs af det lille stykke bro vi havde at gøre godt med, og kunne trygt gå til ro om natten.

Vi kan mærke at de to hårde ture ud for Dover har sat nogle spor i os alle sammen, vi er meget mere opmærksomme på vind og vejr når vi sejler ud af de trygge havne, og vi er meget mere end før opsat på at vi skal have nogle dejlige rolige sejlture når vi stikker ud. De små vil stadigvæk gerne være på båden, og de vil gerne sejle, men vi kan mærke at de ubehagelige oplevelser vi har haft på turen, har sat spor i deres hukommelser.

Heldigvis har de sidste par sejladser været rigtig gode, og på turen fra Boulogne-Sur-Mer til Dieppe sad alle mand i stævnen og grinede når de store bløde bølger gav båden nogle gode rutscheture.

Fra Dieppe gik turen videre til Le Havre der betyder den lille trygge havn, men det er vist et par dage siden den var en lille havn…

De skibe der møder os ved indsejlingen til havnen er nogle MEGET store containerskibe, og nogle af dem lader ikke til at ville gasse ned bare fordi de nærmer sig havnen. Men aftenen er så rolig at vi kan nyde en kop kaffe uden regntøjet på (det har ellers været kutyme når vi er sejlet ind i de franske havne her i anden runde) og vi lægger til ved en stor og nem ponton yderst i bassinet – de inderste pontoner er til fastliggerne…

Vi havde en god rolig sejlads, hvor vi startede med at fange frokosten – 7 fine makreller som røg på stegepanden og blev nydt med lidt friske baguettes fra bageren. Vi kunne have fanget mange flere hvis vi ville, men troede ikke vi kunne spise mere end de 7 der nærmest insisterede på at komme ombord ved hjælp af de fine nye forfang (kroge) vi havde købt i Dieppe.

På turen hertil blev første delfin spottet midt i aftensmaden, så selvom der var nogle gode høje bølger fik maden lov til at stå ubemandet i kahytten mens alle strøg på dæk, og fik set det imponerende dyr der legede omkring båden et kvarters tid.

Vi har det godt – det passer os fint at være i Frankrig, der har lidt mere at byde de forvente ganer, der igen bliver forkælet så man skulle tro vi var på en almindelig ferie…

Marie er blevet en rigtig prinsessepige, der insisterer på at få en fin kjole på om morgenen, vil have sat håret, og gerne være sikker på at farverne matcher (og det er lyserød der er den foretrukne farve).

Sebastian prøver på alle mulige måder at få skaffet nok valuta til at kunne købe en drage eller et sørøverskib, eller en kanon – han er selvudråbt tingfinder, og samler alt hvad han kommer i nærheden af op – det er ikke så skidt endda, for udover et par pence er det blevet til en del møtrikker og skruer i rustfri stål.

De voksne er glade, men også lidt trætte – det tager på kræfterne at være af sted, selvom vi gør hvad vi kan for at slappe af og forkæle os selv - især når vi er i havn. Det er underligt så hurtigt aftenerne forsvinder, men der går nemt en time eller to med at få planlagt næste dags sejlads, og så er der alt det andet praktiske der også skal ordnes. Til gengæld er det en fantastisk frihed selv at kunne bestemme hvad morgendagen skal bringe. Det er dejligt at have god tid, når vejret driller, for vi har jo stadigvæk muligheden for at sejle gennem kanalerne til Middelhavet hvis vejret ikke lige arter sig de næste par uger.

Vi har allerede nu set hvordan det tætte liv på en båd kan sætte venskaber på prøve, og er glade for at vi stadigvæk er lige så gode venner som vi var inden vi tog af sted fra København. Når det bliver hårdt er vi gode til at støtte hinanden, og vi glæder os til at skulle fortsætte eventyret de næste par år.

Fortsættes…