|
Skibet er ladet med eventyr |
|
|
|
Fra den lille pudsige sejlklub med de flinke froder sejlede vi videre ud på den tyske vand-motorvej som vi har døbt Rhinen. Det går stærkt derude, men på grund af den manglende vandstand er der rift om pladserne, og selvom de store både for det meste er flinke og tager hensyn til den lille sejlbåd, er det hårdt arbejde at stå bag roret. Minimatroserne hygger sig fint med at sidde i kahytten, og nyde den luksus det er pludselig at have god tid til at spille computer og se film mens skipperne knokler med at holde modet oppe og hovedet koldt bag roret. På et tidspunkt er vi så langt ude i siden ad renden, at ekkoloddet begynder at bippe – det er ikke en rar information at få, at der er Heldigvis kommer vi helskindet fra øvelsen, og ånder lettet op da vi kan se havnehullet til den havn vi har tænkt os at besøge i Düsseldorf. Spændende bygninger og en havn hvor vi kan få vasket tøj lokker i det store åbne havnebassin, men desværre må vi efter at været gået på grund to forskellige steder i bassinet erkende, at vi ikke kan komme derind. Der er simpelthen ikke vand nok til at komme ind til lystbådehavnen. Det er noget skidt, for vi har lige fået en besked fra onkel Martin der er hernede, og glæder os til at se ham et par timer inden han skal ind og se Melodi Grand Prix. Vi overvejer at finde et sted at lægge båden i den mere industrielle del af havnen, men kan hurtigt se at så kommer vi til at bruge alt for meget tid på transport til at det bliver hyggeligt når vi skal ind til byen. Vi sejler slukørede ud på motorvejen igen, og nyder Düsseldorf fra vandsiden. Lidt udenfor byen er der endnu en havn, og der er vi heldige at der lige nøjagtig er vand nok til at vi kan komme ind og fortøje ved havnens kanoklub. Vi finder havnens flinke frode Hans ved siden af en stor peniche der fungerer som klubhus og havnekontor, den er rigtig hyggeligt indrettet, og emmer af at være et sted klubbens medlemmer bruger. Hans beklager at gæstepladsen er noget urolig, det synes vi nu ikke den er, og et eller andet sted er vi bare glade for at det er lykkedes os at finde en havn hvor vi kan komme ind så vi kan få set Martin og Düsseldorf. Det viser sig at vi ligger ret centralt i forhold til weekendens store begivenhed i byen, så vi kan om aftenen høre det store fyrværkeri i forbindelse med Grand Prix’et da vi sidder i båden og lægger nyt rejsebrev på hjemmesiden. Der er en kabelinternetforbindelse i havnen, og egentlig skal man sidde i klubhuset i den gamle peniche når man skal på nettet, men der går ikke længe fra skipperinden har spurgt til en trådløs forbindelse vi kan bruge fra båden til de flinke havnefolk har fundet en forlængerledning til kablet så vi kan bruge det nede i kahytten. Det er en fantastisk gæstfrihed vi møder her i Tyskland, og selvom vores billede af tyskerne var godt inden vi kom, er det kun blevet endnu bedre mens vi har været her. Vi tager sporvognen ind til byen, der emmer af Grand Prix, og har nogle fantastiske timer sammen med Martin. Da vi om aftenen kommer tilbage til båden synes vi også at vi ligger lidt uroligt, men det gør ikke spor, vi har haft en fantastisk dag i Düsseldorf, og de mennesker der er her i havnen er så flinke at vi helst ikke ville være besøget her foruden. Om aftenen benytter vi os af at der er en ret god internetforbindelse, og kigger nærmere på de to kanaler vi kan vælge at sejle ad for at komme fra Rhinen til Ems kanal. Vi er mest stemte for at sejle af Wessel-Datteln kanal, der virker meget hyggeligere end Rhein-Herne kanal, der ligger noget tættere på, men som til gengæld byder på ret meget industri. Vi spørger Hans inden vi sejler ud ad havnen, og der er ingen tvivl, vi skal sejle ad Rhein-Herne kanal! Der er for langt hvis vi sejler den anden vej, og i øvrigt er der ikke nok vand i havnene deroppe så vi kommer til at ligge for anker. Hmm det var ikke lige det råd vi havde håbet på, men Hans (og de andre der er i klubben den dag) er ikke til at rokke, selvom vi taler meget for smukt landskab og hyggelige byer, og efter et par hektiske timer på motorvandvejen er vi ikke i tvivl om vi skal følge de lokales råd eller sejle ud på egen fornemmelse. Vi ånder lettet op da vi sejler ind mod første sluse i Rhein-Herne kanal og lægger Rhinen bag os, nu er den prøvet, og vi kommer der ALDRIG mere (i egen båd). Inden vi sejlede ud fra havnen i Düsseldorf sejlede en Hollandsk båd hjem efter at have sejlet i modstrøm ude på Rhinen, det var ellers planen at den skulle have været længere sydpå… Vores båd føles temmelig lille når den ligger i en af de KÆMPE store sluser der er her i Tyskland, men selvom vi bliver løftet op til Der er som vi havde set på Google en del industri langs kanalen, men det lykkes os om eftermiddagen at finde en lille plet grønt og nogle pullerter vi kan fortøje ved. Ved nærmere eftersyn tilhører pladsen et olieselskab, og er forbeholdt deres både, men der er ikke noget parkering forbudt skilt, så vi bliver liggende og håber på det bedste. Vi ligger dejligt roligt hele natten, men får os noget af en overraskelse da vi vågner næste dag. Vejrudsigten (Skippers digitale antenne fra Corsika er fundet frem og vi har både set nyheder og alt muligt i ”fjernsynet”) lover regn de næste 3 dage, og vi har taget hul på den sidste mælk… Der bliver flittigt spejdet efter indkøbsmuligheder, men alt vi får i sigte er industri, mere industri og så nogle A-kraft køletårne! Det kræver sin mælk at sejle gennem et kraftværk-område med ikke bare silende regn, men også HAGL i ansigtet, men mælk er der bare ikke så meget af, så vi må nøjes med lidt the oppe i vejret og nogle nye spil på computeren nede i kahytten. Da vi kommer til byen Senden omkring På et tidspunkt går Skipperinden ”over hos naboen” for at høre om vi kan købe lidt mælk så vi både har til aftenkaffen og miniernes morgenmad, det kan vi ikke, men vi kan få den mælk han er i gang med! Desværre læsper manden på båden og har en temmelig kraftig dialekt, så det er noget svært at forstå hvad han siger, det kunne ellers have været sjovt at høre nærmere om hvordan livet som flodskipper er. Vi beslutter os for at vi SKAL finde en havn med vaskemaskine når vi kommer til Münster, for nu er vi ikke bare nede på mælk og diesel, men også på rene underbukser. Der ligger en havn ikke langt fra slusen, desværre er der et rødt skilt på deres gæsteplads hvor der vist nok står at pladsen i øjeblikket er optaget, men der ligger ikke nogen, så vi går ind og ser om vi kan finde ud af om havnen har hvad vi behøver og om vi kan finde en frode. Ind ad en dør kan vi se at der er både vaskemaskine og tørretumbler, og i et vindue finder vi et telefonnummer til frode. Han arbejder på et værksted i nærheden, og da han hører, at vi både mangler diesel og mælk kommer han og låner os nøglen til klubhuset. Vores oprindelige plan er bare at blive i havnen et par timer, og det synes frode er helt i orden, men han anbefaler os at sejle hen og få tanket på den dieselbåd der ligger ikke langt fra havnen inden vi går i gang med de andre ting vi skal have ordnet, for han har lige ringet og sikret sig at tankpasseren er der nu. Hvis han bliver kaldt ud til en båd der er løbet tør for diesel et sted i kanalen er det ikke til at sige hvornår han kommer igen. Vi er helt overvældede over den hjælpsomhed vi møder hos hafenmeister i Monastario Yacht Club som havnen hedder. Frode er udmærket klar over at vi bare har tænkt os at blive i havnen nogle timer mens vi vasker tøj og handler, men han hjælper os alligevel alt hvad han kan! Vi sejler i et lille ophold i regnen hen til Uwe som tankpasseren på dieselbåden hedder, og nyder at kunne fylde tanken og dunkene uden at skulle køre det gennem byen på trækvognen. Uwe tager ikke kort, og Skipperinden er ikke sikker på om vi har kontanter nok, men det er da ikke noget problem, så kommer I da bare med pengene senere smiler han, og vi bliver igen glædeligt overraskede. Mens tøserne sætter gang i vaskeriet og undersøger legepladsen i lystbådehavnen (hvor der er rigtig fint ordnet uden at al hyggen er fjernet) går drengene på jagt efter mælk og anden vigtig proviant, og i løbet af eftermiddagen bliver båden også fyldt med rent tøj. Jo længere dagen skrider frem jo mindre har vi lyst til at sejle videre, og heldigvis er gæstepladsen ikke mere optaget end at vi kan få lov til at blive der natten over. Næste morgen sejler vi videre efter at hele besætningen har nydt den luksus det er at blive vasket under en bruser med masser af rent vand, og med båden fyldt med (næsten) alt hvad vi mangler. Vi har forgæves ledt efter en gasflaske i den rigtige størrelse siden vi ramte Tyskland, og selvom Skipperen nåede temmelig langt omkring i Münster på det lille løbehjul med den tomme flaske på styret, fik han ikke gas med hjem. Næste morgen regner det stadigvæk da vi vågner, så vi hopper i regntøjet og gør klar til dagens første (og eneste) sluse der skal sænke os Lige inden vi lader fortøjningerne gå, ser vi et stort Dannebrog udenfor vinduet, det sidder på en båd der er på vej hjem til Århus. Besætningen sejlede fra Marmaris i Tyrkiet for 5 uger siden – vi bliver helt forpustede ved tanken om at skulle tilbagelægge så lang en strækning på så kort tid. Vi får en hyggelig sludder i slusen, og ønsker god tur videre, vi skal samme vej et stykke, men den anden båd sejler meget hurtigere end os, så det er nok ikke sikkert vi kommer til at følges. Skipperinden tager tørnen bag roret mens Skipper og Minierne laver regnvejrspandekager til den store guldmedalje. Med jævne mellemrum kommer der på VHF radioen meldinger om vandstand, spærrede kanaler og anden sejladsrelevant information. Der hvor vi er, er signalet ikke så godt, så det er kun dele af meldingerne vi kan høre. Vi forstår dog så meget, at et skib er sunket og spærrer kanalen et sted på Mittelland kanalen (som vi skal dreje ned ad i løbet af dagen) og at der er noget planlagt slusearbejde der spærrer for en sluse i Elbe Seitekanal (som vi skal sejle på det sidste stykke op til Lübeck). Det er vi altså ikke lige gearede til nu, vi har regnet ud at det er realistisk at ramme Lübeck om ca. 14 dage inkl. et par overliggerdage, og har på ingen måde lyst til at blive bremset. Der hvor vi skal sejle væk fra Ems kanalen og ind ad Mittellandkanal ligger der en skibsproviantering der har alt fra hjemmelavet marmorkage over tøfler til skibsmaling, men desværre ikke noget gas. Ved siden af skibsprovianten har det tyske vandpoliti et kontor, og et par flinke politifolk går ind på internettet og finder ud af, at det er på en anden del af kanalerne end dem vi skal bruge at skibet er sunket, og at der stadig er en brugbar sluse der hvor vi skal hen, så der skulle ikke være nogen problemer med at komme til Danmark ad den rute vi har valgt – DEJLIGT! I byen Recke går vi ind i en lille havn hvor der skulle være mulighed for at finde noget gas (som vi regner med at løbe tør for om en lille uges tid). Der er ikke noget gas i havnen, men den flinke frode lader os blive liggende i havnen mens Skipperinden kører ind til byen (på den cykel han låner hende) for at se om der er gas i det lokale Bauhaus. Det er der, men desværre ikke i den rigtige størrelse. Det vil koste os 76 euro (ca. 570 kr.) hvor de 50 euro er betaling for flasken hvis vi skal have den lille flaske, og SÅ desperate er vi altså ikke endnu. På vej tilbage til havnen kommer Skipperinden forbi et sjovt fænomen de har her i Tyskland, et såkaldt Getränkerei, som er et supermarked hvor man kan købe stort set alt i drikkevarer. Der må hun (under dække af at finde en øl til den flinke frode) ind, og hvor er det dog ærgerligt (eller måske meget godt for budgettet) at der er begrænset plads i cykelkurven, for sådan et sted kan man da kun blive inspireret! Vi sejler videre, og finder hurtigt et sted vi kan fortøje, vores bekymring for om det mon lod sig gøre at finde nogle holdepladser, som dem vi benyttede meget i Frankrig har vist sig at være helt unødvendig. Der er i Tyskland masser af steder man kan lægge til, nogle steder er der standere hvor man kan tanke strøm, og andre steder er der ”bare” en kaj og lidt græs. Når vi har vand på tanken behøver vi egentlig ikke gå i havn, for den strøm vi laver når vi sejler en hel dag for motor dækker rigeligt det behov vi har for strøm et par dage. Der begynder at være flere sportsboote (som mindre både hedder her i kanalerne) og det er rigtig dejligt, vi har stadigvæk et stort underskud på den sociale konto, og glæder os til næste gang vi går i havn, og (forhåbentlig) får nogle rigtig søde naboer. Da vi ved middagstid næste dag kommer forbi Bad Essen ser vi fra kanalen et stort byggemarked, og finder lidt efter et sted hvor vi kan lægge til. Byen er rigtig hyggelig, men bærer præg af at være en kurby. De fleste butikker huser apoteker, læger eller butikker hvor man kan købe behageligt fodtøj, men bortset fra det (og det triste faktum at man heller ikke her kan købe gas i den størrelse vi skal bruge) er det et hyggeligt lille stop på turen. Vi sejler videre, og begynder at overveje alternative muligheder for at kunne lave mad og morgenkaffe det sidste stykke af turen gennem Tyskland. I byggemarkedet i Bad Essen har de (efter at have forsøgt et utal af andre muligheder) foreslået os at prøve lykken i en lille by der hedder Alsheide, i en pudsig blanding af en skipperkro og en skibsproviantering der hedder Zur Anker. Der lægger vi båden, og mens resten af besætningen leger eller laver aftensmad, tager Skipper den tomme flaske under armen, og går hen for at se om heldet vil være med ham. Det vil det ikke, de har gas, men ikke i den størrelse vi skal bruge. Det kan lade sig gøre at købe en anden type flaske og en regulator, men det vil komme til at koste omkring 55 euro (hvoraf de 9 er prisen for gassen og resten er noget vi egentlig ikke skal bruge når vi sejler ud af Tyskland) - en billigere løsning end den vi fandt i går, men stadigvæk lidt i overkanten af hvad vi har lyst til at ofre. Nærmest for at kunne sige vi har prøvet alle muligheder, sejler vi ind i de marinaer vi kommer forbi for at høre om de kan hjælpe os, og gudskelov for det! Lidt udenfor Minden i byen Hartum, ligger Minden Yacht Club, en rigtig hyggelig lille havn med legeplads og en hyggelig Bierstube (hvor der dufter lokkende fra køkkenet). I havnen ligger der en herlig blanding af lokale og gennemrejsende både. Vi regner ikke med at det vil lykkes os at få andet end et tiltrængt hvil fra de mange lange dage på kanalerne der ikke skal have skyld for at sno sig unødigt, og bliver igen mødt med en gæstfrihed udover alle grænser. Indehaverne af Hafenblick (som Bierstuben hedder) har egentlig fridag, men der går ikke længe fra Skipperinden forsigtigt har spurgt om Inge (den ene indehaver) mon ved hvor vi kan få en fyldt gasflaske, før hun befinder sig i hendes rappe Mercedes cabriolet på vej til det sted i nærheden hvor hendes mand (som hun prompte ringede til da de gæster der var i restauranten ikke kunne hjælpe) mente vi skulle kunne finde gas. De har desværre ikke noget, men anbefaler at vi prøver i byens byggemarked, hvor Skipperinden næsten ikke tror sine egne øjne da hun noget senere står med en fyldt gasflaske i hånden. Inge synes det er en sjofel pris (29 euro) de forlanger, og det har hun ret i, men på det tidspunkt er det ikke så afgørende, nu slipper vi for at have et skrummel af en gasflaske bundet fast på dækket (eller hvad vi nu ellers kunne have fundet på) de sidste par uger af turen, og kan med god samvittighed varme vand til kaffen og lave mad som vi har lyst til. Inden vi sejler videre får vi en hyggelig sludder med Inge og hendes mand, og de sejlere der lige er forbi havnen den formiddag. Det er rigtig hyggeligt, og næste gang vi er på disse kanter skal vi helt sikkert forbi igen. Indtil vi nu har hollænderne suverænt holdt sig på 1. pladsen over flinkeste og mest gæstfrie nationalitet vi har mødt på turen, men her gennem de tyske kanaler, får de kamp til stregen af tyskerne, der udviser en hjælpsomhed og gæstfrihed der langt overstiger vores vildeste fantasier. En anden ting der imponerer os, er udvalget hos bagerne her i landet. Det er dejligt igen at kunne nyde godt groft brød, og nyde udvalget af store lækre lagkager som det bugner med hos bagerne. Det er ret kedeligt at sejle på de lange lige kanaler, hvor der ikke er meget der er overladt til tilfældighederne. Mens vi sejler laver Skipper og Minimatroserne en drage som det lykkes at få i luften fra båden. Det tager tid at lave og farvelægge dragen, men den er så stor en succes, at Sebastian laver en ny da den første er smuldret efter at have været en tur i vandet. I byen Misburg går vi i havn, vi trænger til at få fyldt vand og proviant på båden, og hele besætningen trænger til at få et brusebad. Havnen er rigtig hyggelig, men omgivelserne den ligger i er ikke så spændende. For at komme ind til den lille by i nærheden, skal man gennem et område med genbrugsstationer og kemikalieindustri, hvor store lastbiler skrumler forbi på de støvede veje. MEN hjemme i havnen er der hyggeligt, og de andre sejlere i havnen er rigtig flinke. Vi er begyndt at se flere sejlbåde på kanalen, nogle af dem er danske både der er på vej sydpå, det er ret hyggeligt, bl.a. møder vi på et tidspunkt en båd fra Marbæk, den havn hvor vi i sin tid købte det gode skib, det kunne have været rigtig hyggeligt at møde nogle af dem ved en kaj eller i en havn. Dagene flyder lidt ud i hinanden, vi keder os bravt mens vi sejler ud ad de lange lige kanaler. Heldigvis kan vi som regel finde et pænt stykke kaj at lægge til ved om natten, men i det store og hele glæder vi os bare til at komme gennem kanalerne. Vi havde håbet på at denne del af turen ville have budt på små hyggelige byer langs kanalerne, men har i stedet sejlet langs forskellige former for tung industri. En aften vi lægger til kaj for natten, kommer en dansk sejlbåd og lægger til i et regnvejr af den anden verden. Det er Søfine, der med skipper Jørgen ombord er på vej til Sortehavet. Vi får en rigtig hyggelig aften, og ønsker ham god tur inden han næste morgen sejler videre. Det var dejligt med lidt ”havne-liv” og vi er heldigvis stadigvæk glade for at vi sejler nordpå, også selvom den tur Søfine er ude på lyder RET spændende. Lidt udenfor byen Lüneburg skal vi prøve noget nyt, og RET overvældende. Vi skal omkring For at komme ned i næste niveau, skal vi sejle ind i en art sluse, der består af et stort ”badekar” og hejses ned som i en elevator. Det er et imponerende bygningsværk, og vi må have været ret sjove at se på for besætningen på den WSV- båd (det tyske VNF) der ligger ved siden ad os da vi kører ned. Vi regner med at vi efter elevatoren kan finde et sted at lægge til for natten, men der tager vi fejl. Heldigvis er det længe lyst, så der er ingen problemer da vi sejler til Lüneburg hvor vi lægger til i lystbådehavnen. Vi vil gerne have noget vand på tanken, og et (ordentligt) bad inden vi sejler videre, og Lüneburg ligner en by af den slags vi gerne ville have set nogle flere af her på turen. Da vi går i seng om aftenen er vi spændte på hvor længe vi mon får lyst til at blive, og glæder os over at vi har ”råd” til at blive et par dage nu hvor vi har sejlet længere end planlagt de sidste mange dage. Desværre finder vi næste morgen ud af, at alt her i havnen koster penge. Det havde nok ikke virket så slemt hvis vi havde fået den samlede pris fra starten, så havde vi nok bare betalt og var blevet, MEN udover havneprisen, skal vi betale for at komme i bad, og for at komme ind til badet skal man betale, og har man så lyst til at få fyldt vandtanken, eller få strøm, skal man også sørge for at have mønter i rette størrelse. Det var måske samlet set ikke så slemt, og set i forhold til hvad vi har været nødt til at betale i Italien var det slet ikke dyrt, men indrømmet, vi blev altså irriterede, og endte med at sejle så snart vi havde været i bad. Lidt fra havnen var der heldigvis en kommunal bro hvor det var tilladt for sportsbåde at ligge i 2 timer, så der lagde vi os mens vi gik i land og kiggede på byen. Turen videre er meget flottere end de kanaler vi har sejlet på de sidste par uger. Kanalen bugter sig, og langs siderne er der marker skove og enge, og ikke helt så ordnet som tidligere. Vejret kunne godt have været lidt bedre, det blæser kraftigt, og regner, men vi kan heldigvis sejle, og nyder den luksus det er at kunne sejle selv når vinden tuder. Lidt udenfor byen Mölln finder vi en lille kajplads midt i skoven hvor vi lægger til for natten. Minimatroserne leger i en stabel træstammer, og vi nyder aftenfreden i skoven. En robåd kommer forbi, og fortæller os, at vi er tæt på byen Mölln hvor der er nogle havne, men vi ligger ret godt i skoven og Minimatroserne har travlt med at lege, så vi nøjes med at få en hyggelig sludder med roerne inden de vender båden og ror tilbage til Mölln. Vi beslutter os for at tage ind og se på byen næste morgen, og eventuelt blive en dags tid. Da vi næste morgen sejler forbi Mölln bliver vi enige om ikke at sejle ind til havnen som først planlagt. På denne del af kanalen sejler vi i en rende, der er ingen rende der går ind til havnen, og vi har ikke lyst til at risikere at gå på grund. Vores kort er ikke så detaljeret at vi kan se vanddybden i den lille sø havnen ligger ved, det er rigtig ærgerligt, men sådan er det når man sparer på kortkontoen, så må man nogen gange lade potentielt gode oplevelser passere. Vi mangler 5 sluser inden vi kommer til Lübeck hvor vi skal have masten på og ud på havet igen. Gennem sluserne følges vi med 5 andre lystbåde, og morer os endnu engang over dette sjove fænomen man kan opleve på kanalerne. De andre både ræser fra den ene sluse til den næste, hvor alle bådene så cirkler rundt i et stykke tid indtil slusen er klar. Vi lægger os bagest i feltet, for så har vi mere plads at vende på mens vi venter, og skal ikke holde så meget øje med hvad de andre sejlere gør. Selvom vi tager den med ro og nyder det smukke landskab vi sejler forbi, kommer vi hver gang frem til slusen omkring 10 minutter før den er klar. Der er en tydelig forskel på at sejle gennem sluser i Tyskland og i Frankrig, her er der ingen der begynder at sejle ud før den grønne lampe lyser, i Frankrig var vi ude for at de store flodpramme begyndte at sejle frem til sluseporten når vandet var i niveau, længe inden den grønne lampe blev tændt. Det sidste stykke kanal ud til Lübeck er rigtig smukt, og en dejlig afveksling til de mange dages kedelig sejlads. I Lübeck sejler vi rundt inde i byen, det er ret sjovt at være inde midt i byen efter at have sejlet rundt ude på landet i mange dage, og hvor vandet tidligere var fyldt med flodpramme og andre sejlere, deler vi nu vandvejen med vandcykler, roere og kanalrundfartsbåde. Lidt udenfor byen lægger vi til ved øen Teerhof, som vi har fået anbefalet af en tysker vi mødte på kanalerne. Havnen er rigtig hyggeligt, med en fin lille legeplads, en stor græsplæne, og nogle rigtig flinke mennesker. Der er også en mastekran, men det koster 30 euro at få masten på her, og det er for meget i forhold til de 6 vi har fået at vide, at det koster i Passathavnen der ligger ude ved Travemünde, så efter en dejlig nat (hvor vi holder en lille fest for at fejre at vi er kommet godt gennem alle sluserne) sejler vi videre næste morgen. Der er varslet noget kraftig vind, så vi er lidt spændte på hvordan det vil være at komme over de indsøer der er på vej ud til havet, men vandstanden er så lav her, at der ikke rejser sig nogen nævneværdig sø selvom det blæser kraftigt. I Passathavnen lægger vi os ved gæstebroen ved siden af mastekranen, og får bekræftet, at det er så billigt som vi har fået at vide at låne mastekranen. I Frankrig kostede det 100 euro at få den lagt ned, her koster det 6 pr. mast at låne kranen. Man skal så selv lave alt arbejdet, men det er ingen sag når der er godt med hjælpende hænder på kajen. Da vi har fået bakset masten på plads (med hjælp fra nogle flinke tyskere) går vi en tur på stranden, og bliver noget overraskede da vi ser en betalingsautomat hvor man kan købe adgang til stranden – pyha, vi håber ikke man i Danmark er gået så vidt med hensyn til brugerbetaling! Bortset fra det, er der rigtig hyggeligt, Passathavnen ligger på en ø, der primært er et naturreservat. På den anden side ad kanalen ligger Travemünde, hvor der er et rigt ferieliv og masser af butikker. Vi falder i snak med en rigtig flink tysker der har taget sabbat og skal bruge det meste af sommeren i Østersøen. Han kommer over på båden om aftenen da minierne er lagt på køjen, og før vi ved af det, er klokken blevet mange, men pyt, HYGGELIGT er det, og rart at vide, at der er gode chancer for at vi kommer til at møde ham igen senere når vi sejler rundt i de danske farvande. Fra havnen kan vi høre danske radiostationer, og hygger os bl.a. over at høre Efterretninger for søfarende og morgengymnastik på Kalundborg mellembølge. Da vejret er til sejlads på åbent vand, tager vi hul på sidste del af turen. Det er FANTASTISK at være på havet igen, og vinden er lige tilpas, så vi det meste af tiden kan nyde at sejle for sejl uden at have motoren tændt. Vi sejler ind i en havn på sydsiden af Fehmarn, og nyder at være i en havn hvor der er masser at se på. Der er en fiskeridel og en lystsejlerdel, og variationen af både er stor, så der er nok at se på og blive inspireret af. Vores planer for den sidste del af turen er lidt vilde i forhold til hvad vi kan huske en dansk sommer byder på, så vi må se hvor mange af dem der kan blive realiseret. Nu er vi igen underlagt vinden, og selvom den ikke er lige så vægelsindet som vinden i Middelhavet, har den det med at skifte mening, så vi venter og ser hvor mange af planerne der kan blive til noget. Vores plan er at anløbe Svanemøllehavnen mandag i Pinsen, inden da håber vi at der bliver mulighed for en tur til Bornholm og til Ebeltoft, hvor der er langturssejlertræf, men som sagt er vi ikke alene om at bestemme længere. Det er ikke altid at informationerne man kan læse i havnelodsen passer med virkeligheden, og minimatroserne var noget mugne da vi i sidste havn fandt ud af, at der ikke var nogen legeplads som lovet. ”Så er vi IGEN blevet snydt!”. Til gengæld regnede det, så der var film i kahytten om eftermiddagen, og pandekager til dessert om aftenen, og det hjalp på humøret. Vejrudsigten lover godt sejlvejr næste dag, og nyheden om at vi i morgen sejler til Danmark vækker jubel. Mandag d. 30/5 sætter vi kursen mod Danmark, og gør os klar til at stryge turens sidste gæsteflag. Solen skinner, vinden er let, og humøret er højt da vi sejler ud af havnen. Minimatroserne glæder sig til at kunne tale med dem vi møder på gaden, og til at hente rundstykker hos bageren. Skipperne glæder sig til at få overstået det administrative i forbindelse med at komme hjem efter at have været udrejst som vi har. Vi har skrevet til Borgerservice på Lolland for at høre om de kan hjælpe os med at komme til at stå som indrejst i stedet for udrejst, men har fået et standardiseret svar om at man skal henvende sig på kommunen der hvor man har sin folkeregisteradresse. Hvad man kan gøre når man som vi har solgt boligen og ”bare” har et sommerhus og en båd, ved de ikke. Vi er i det pudsige dilemma, at vores sygeforsikring gælder i Tyskland, men ikke i Danmark, og er meget interesserede i at kunne komme til lægen uden at skulle sejle over bugten hvis behovet skulle opstå Det sidste stykke tid vi var i Tyskland fik vi at vide, at der var nogle der var døde efter at have spist agurker købt i nordtyskland. Vi har købt og (med velbehag) spist agurker og tomater købt i nordtyskland, og selvom vi er noget oppustede efter nogle måneder med fleich og pølser på menuen, har vi det fint. Det kan tage op til 6 dage inden symptomerne indfinder sig, så vi er lidt spændte på om vi er sluppet fri, eller om vi paradoksalt nok skal ryge ind i en madforgiftning her på den sidste del af turen. SÅ sker det! Vi sætter kursen mod Danmark, og får endnu en fantastisk sejltur, der ender i Nykøbing Falster hvor vi blæser inde et par dage. Inden vi kan komme under Kong Frederik IX’s bro skal vi vente en time, og det er sjovt at følge minimatrosernes jagt på danskere i den lille havn vi lægger os ind ved for at vente. Alle der ikke har et dansk gæsteflag i masten får en hilsen fra de to små globetrottere, og det er sjovt at gå ved siden af og høre de spørgsmål og kommentarer de får fra de voksne de (meget ihærdigt) får en sludder med. Især er det sjovt at se ansigterne på dem der spørger om minimatroserne har været ude og sejle længe, når minierne ivrigt fortæller om sluser, delfiner og vulkaner J Da vi sejler ind til havnen i Nykøbing F, får vi en rigtig dejlig overraskelse. På broen står Benedikte og Lone der er kørt herned for at være de første der ønsker os velkommen hjem. De når det lige, for et øjeblik efter får minimatroserne øje på moster, onkel, og de to niecer de har savnet så længe. Det er fantastisk! Vi var klar over at Marie og Sebastian trængte til at kunne tale med og forstå andre end skipperne, men at deres behov var så stort som det viste sig at være, var vi ikke lige klar over. Marie var på vejen ind i havnen noget skuffet over at det ikke var i denne havn vi skulle gense familie og venner som vi vinkede farvel til i Svanemøllen, men det blev hurtigt glemt da hun så hvem der var kommet for at tage imod os. Efter en fantastisk aften med det meste af den nærmeste familie, var det endnu en dejlig overraskelse, at mormor dagen efter kom for at hilse på os. Udover at det var rigtig dejligt at være sammen med hende, viste det sig også at være rigtig rart at have en til at underholde minierne mens skipperne gik fra det ene offentlige kontor til det næste. Det er ikke sådan lige til at komme tilbage i systemet, og har man ikke nogen folkeregisteradresse i landet kan det tage rigtig lang tid at få lov til at ændre status fra udrejst til indrejst. Vi er glade for den store hjælpsomhed vi møder hos personalet i kommunen, men er lidt rystede over at vi i den grad havde været ilde stedt hvis vi som først planlagt havde solgt sommerhuset for at finansiere rejsen. Heldigvis har vi beholdt sommerhuset, og fordi vi kommer hjem indenfor den periode hvor det er tilladt at have folkeregisteradressen i sommerhuset, kan vi rimeligt hurtigt komme til at stå som indrejst. Vi er ikke i tvivl om at vi nok skal blive behandlet hvis det viser sig at vi har pådraget os en madforgiftning, og når ret skal være ret, så ved vi ikke hvad det koster hvis man selv skal betale for at blive behandlet i det danske lægesystem, men vi bliver lidt blege ved tanken om at skulle til det hvis det bliver nødvendigt. Vejret og de udfordringer der følger med den administrative del af vores indrejse gør, at vi beslutter os for at have turen til Bornholm til gode til en anden gang. Det er ærgerligt, men vi er nødt til at prioritere, og uret tikker pudsigt nok lidt hurtigere nu hvor der kun er et par måneder til skolestart. Da vejret igen er med os sejler vi nordpå til en fantastisk lille perle ud for Stigsnæs der hedder Agersø. Vores venner fra båden Isabella har haft deres båd liggende her, og har talt så godt om øen og havnen at vi simpelthen må hen og opleve den selv. Øen lever til fulde op til vores forventninger, og vejret er sat på dansk sommer når den er bedst, så vi nyder i fulde drag at være tilbage i hjemlige farvande. Minimatroserne løber iført redningsveste rundt og fisker på stenmolen, eller leger på legepladsen. Vi går en tur ad markvejen hen til et gadekær hvor vi kigger på frøer og snoge, og besøger den flinke børstebinder på vejen tilbage til havnen. Fra Agersø sejler vi til Korsør hvor vi skal mødes med besætningen fra Isabella. Vi lægger til ved siden af dem om eftermiddagen, og da vi har været på havnekontoret går vi op for at se om det kan lade sig gøre at komme med bussen til Sørbymarked hvor vores private biavler har en stand. Vi er heldige at komme i rette tid, og efter en times kørsel med 3 forskellige busser befinder vi os på markedet, hvor det summer af liv. Det er FANTASTISK at gense familien, og vi er så heldige at miniernes ene grandkusine holder børnefødselsdag, så de er der alle sammen! Mormor er traditionen tro taget på marked for at hjælpe til i boden, og kører den glade besætning tilbage til båden da det er ved at være puttetid. Der er stor gensynsglæde på havnen da vi mødes med besætningen fra Isabella. Børnene leger stadigvæk fint sammen, og de voksne har masser af minder og erfaringer der skal vendes. Det er rigtig hyggeligt da vi om eftermiddagen dækker op på broen ligesom vi gjorde i Nordspanien hvor vi første gang mødtes da begge både var på langfart. Tiden går for hurtigt, men heldigvis er vi nu så tæt på hinanden at vi ved der ikke går lige så lang tid inden vi ses som der er gået siden vi sidst var sammen. Minimatroserne tager til Dyrskue i Roskilde med faster og farmor mens skipperne sejler båden til Reersø hvor farfar tager imod os på kajen. Og mens den sidste administrative del af indrejsen i Danmark bliver ordnet, nyder de en (tiltrængt?) ferie fra båden og hygger sig i haven hos farmor og farfar. Det er rigtig rart at komme tilbage til livet herhjemme i lidt mindre etaper, og selvom vi meget gerne ville have været til Bornholm og i Ebeltoft, nyder vi turen rundt om Sjælland, og de muligheder der følger med de ændrede sejlplaner. Vi har det stadigvæk rigtig godt med at være på vej hjem, og glæder os til at gense alle dem vi har savnet mens vi har været væk, og til at komme i gang med næste del af det eventyr der hedder livet. |
