Skibet er ladet med eventyr

På vores tur gennem Middelhavet har vi gentagende gange fået at vide, at der er fantastisk smukt på Korsika, og at vi ikke må sejle forbi uden at se den smukke ø, som den bliver kaldt (af korsikanerne).

Efter at have været her en lille måneds tid, må vi give dem ret, her er fantastisk her på den lille ø (der er på størrelse med Sjælland).

Benedikte var heldig at komme herned mellem snestormene, og landede planmæssigt 2 dage før jul. Det var som altid dejligt at se hende igen, og fantastisk at se frem til et par uger sammen med hende inden skolen og vennerne kalder igen.

Vi havde besluttet os for at prøve om vi kunne finde noget korsikansk mad til julen, og fandt et par dage før jul et lille take-away sted ikke så langt fra havnen. På et skilt kunne vi se, at de juleaften havde en julemenu med bl.a. gedekid i mælk, som er en traditionel julespise på Korsika.

Vi bestilte et par portioner, købte en ”jule-træstamme” (roulade overtrukket med chokoladecreme og pyntet med julemand og juletræ) og nogle mundrette lækkerier bestående af små pølsehorn, spinattærter, pizzaer og quich’er hos bageren, og fik en festmiddag uden lige juleaften.

Korsikanerne er noget mere uhøjtidelige i forhold til jul og nytår end vi er oppe nordpå. D. 24/12 er mere eller mindre en normal arbejdsdag, og d. 25 ligner byen sig selv fra først på eftermiddagen. MEN Benedikte havde været så flink at bruge det meste af pladsen i sin bagage på gaver til besætningen, så ombord på det lille skib var der fest og glade dage!

Der kører et tog tværs gennem Korsika, fra Bastia til Ajjaccio, som vi besluttede os for at tage en tur med for at få set lidt af øen mens vi var her.

Selvom vi skulle tidligt op, og der ikke var meget varme i toget (der så ud til at være fra dengang farfar var knægt) fik vi en fantastisk smuk tur gennem sneklædte bjerge og frodige slugter.

På et tidspunkt stoppede toget da et klippestykke var faldet ned på skinnerne, men der kom en fra kommunen og fjernede det så toget kunne komme (nogenlunde uskadt) forbi.

Onkel Martin kom og fejrede nytår med os, og igen kunne vi fra det lille take-away sted ved havnen smage på nogle lokale lækkerier.

Denne gang stod den på korsikansk suppe, farseret pattegris – og nytårs-træstamme (en roulade overtrukket med chokoladecreme med nytårspynt på).

Korsikaner viste sig igen meget afslappede overfor årsskiftet. Efter en herlig middag i båden røg hele besætningen i overtøjet lidt før midnat for at finde det sted i byen hvor korsikanerne gik hen for at ønske hinanden godt nytår.

Der var liv i gaderne, men meget lidt vidnede om at festen på barerne var på grund af at det var årsskiftet og ikke bare på grund af at det var lørdag...

På taget af en bygning på rådhuspladsen stod en enlig entusiast og fyrede 5 – 10 raketter af, og ellers var der STILLE i Bastia den aften. Det var noget af en omvæltning i forhold til sidste år hvor vi havde nytår 2 gange fordi vi lå lige ved grænsen til Spanien der er en time forskudt i forhold til Portugal, og hvor der var masser af fyrværkeri og fest i gaderne. Minimatroserne var temmelig skuffede, og vi lovede dem at der bliver mere fut i næste nytårsfest J

Heldigvis levede det gode selskab op til forventningerne, så vi gik tilbage til båden, lavede de traditionelle hotdogs, og hyggede os i båden.

Det var rigtig dejligt at have besøg af Benedikte og Martin, og som altid blev der lidt tomt i båden da de begge to var taget nordpå igen. Bagsiden af et eventyr som det vi er af sted på, er at det rum der plejer at blive fyldt ud af familie og venner kan blive larmende tomt nogle gange.

Da vi havde sendt Benedikte af sted fandt vi ud af, at vejret var godt nok til at vi kunne sejle videre, og det var rart at have noget at tage sig til i stedet for at være triste over at der går lang tid til vi ses næste gang.

Vi sejlede op til Macinaggio der ligger på østsiden af Cap Corse. Vi havde besluttet os for at nøjes med en lille tur efter 3 uger i havn, og afstanden passede helt fint.

Egentlig burde vi have været sejlet videre mod Italien igen dagen efter, men vi var ikke helt klar til at slippe Korsika, så vi valgte at sejle rundt om Cap Corse ned til Sankt Florant der ligger i en fantastisk smuk og dejlig beskyttet bugt på den anden side af Cap Corse, nede ved Bastia.

Vi fik en smuk sejldag uden for meget vind, med et hurtigt besøg af en lille flok delfiner.

Bjerge med små landsbyer badet i den spæde sol og minimatroserne der legede på dækket prægede billedet, og der var store smil på læberne hos hele besætningen.

I takt med at vi nærmede os Sankt Florant blev den kraftige duft af Makien stærkere – de smukke bjerge er dækket med den lille tætte kratbeplantning der dufter dejligt krydret.

Vi kom til Sankt Florent først på aftenen, og besluttede os for at tage den første nat for anker. Det er sin sag at finde det gode sted at kaste ankeret – i vores pilot står der, at det er tilladt at ligge for anker lige udenfor havnehullet, men det er altså svært at lægge sig lige i indsejlingen til en havn. Dybderne gør også sit til at det ikke er så lige til, for der er mellem 4 og 100 meter til bunden i den relativt lille bugt, så det er sin sag at finde ”den gode plads”. Efter nogle skippermøder bliver vi enige om, at alle der sejler her ved at der er en ankerplads lige udenfor havneindløbet, så det bliver her vi ender med at smide krogen, og vi får en nogenlunde rolig nat (= det rullede noget men ikke mere end vi har prøvet tidligere).

Dagen efter sejlede vi ind i havnen, og fik lov til at ligge der nogle timer mens vi provianterede og kiggede lidt på byen. Vi er begynde at kunne ane bunden af skattekisten, så vi er blevet mere påpasselige med hvad vi bruger vores penge til, og i forhold til hvad vi fik for pengene i Macinaggio, var det for dyrt at gå i havn i Sankt Florant…

Man ligger også rimelig roligt i bugten, så vi besluttede os for at sejle over og afprøve nogle bøjer ikke langt fra havnen.

Vel fortøjet til bøjen pakkede Skipper Gummi Tarzan ud af vinterhiet, fik sammen med Sebastian lavet en optimering af det bræt der ligger i bunden (som blev knækket da Gummi Tarzan kom ind under vindroret i Siracusa) og på reparationen i stævnen, og snart kunne man se de to glade sømænd ro rundt i bugten i den nyreparerede gummibåd.

Der kom en fantastisk ro på båden, som der gør når vi ligger for anker, og vi nød udsigten til de smukke bjerge mens solen gik ned og vi nød den sidste citronmåne onkel Martin havde haft med.

Desværre var det lidt af en udfordring at trække vejrudsigter.

Sankt Florant var mere eller mindre vinterlukket, den trådløse interneforbindelse på havnen var lukket, og på havnekontoret hang en vejrudsigt fra dagen før vi kom. Den viste, at der var ½ god sejldag efterfulgt af nogle dage med lidt vel meget vind, så som aftenen skred frem blev vi mere og mere interesserede i at få en frisk vejrudsigt.

På kanal 25 (på VHF’en) kører der kontinuerligt en vejrudsigt på fransk og engelsk – det er bare ærgerligt at den falder så meget ud som den gør, og det kun er udvalgte ord man kan høre (den del hvor de reklamerer for deres hjemmeside går rent igennem hver gang) så det var noget af en udfordring at tyde hvordan vejret ville blive næste dag.

Vi valgte at sejle tidligt næste morgen, for ikke at risikere at blæse inde, og fik en rigtig fin tur det meste af vejen. Om eftermiddagen kom et kraftigt blæsevejr fra nordøst, og vi fandt den sidste del af turen ud af hvor ubehageligt det er at sejle rundt om et bjergfyldt hjørne i andet end nærmest vindstille.

Turen rundt om Cap Corse var meget smuk begge gange, og vi er meget glade for at vi tog til Sankt Florent.

Det var dejligt at komme i havn efter den sidste times hård sejlads, og vi lagde os til rette på vores gamle plads (langskibs fordi der er så god plads i havnen her om vinteren) pakkede en badepose (efter 3 dage uden bad var det ikke til diskussion om nogen havde lyst) og kunne lige nå et hurtigt brusebad inden frode lukkede.

Vi blev i Macinaggio weekenden over, det er en fantastisk lille plet, hvor livet går sin rolige gang. Vi nød at have en god internetforbindelse, så der blev skypet og spillet Oline om eftermiddagen når vi var kommet tilbage fra dagens tur ind i landet hvor vi nød den smukke natur der er inde i landet.

Minimatroserne nød at ligge langskibs, så de selv kunne komme til og fra båden, og den del af bølgebryderne der var på den anden side af vores mole bestod af nogle store klippeblokke som legede på mens Skipperne var voksne. På bølgebryderen lå der noget drivtømmer som de byggede en tømmerflåde af, med mast, rorpind, anker, årer og sørøverflag.

Desværre ville vi være nødt til at begynde at søge arbejde hvis vi skulle blive, så selvom det var med tungt hjerte, besluttede vi at forlade Korsika for denne gang, men vi kommer tilbage, det er HELT SIKKERT!!!!!

Vi sejlede ud af havnen et par timer før solopgang, og som før var det en noget underlig fornemmelse at sejle fra en sikker havn i en hyggelig by ud i mørket og uvisheden om hvad der venter.

Der var noget mere vind end vi havde regnet med, men ikke mere end vi sagtens kunne sejle de 18 mil over til øen Capraia der ligger øst for Korsika lidt nord for Elba.

Det var oprindeligt vores plan at vi ville være sejlet tilbage for at se nordsiden af Elba efter vores stop på Korsika, men man får mere for pengene i de franske havne end man gør i de (fleste) italienske, så vi skynder os nordpå med visheden om at man har lov til at komme igen en anden gang.

Capraia er en smuk lille klippeø – hele øen og havet omkring den er et naturreservat, men det er tilladt at sejle ind i en lille havn i bunden af en fjord.

På den ene side af øen kan man se resterne af et vulkankrater, der er en fantastisk afslappet stemning på øen, og på den anden side af øen græsser vilde bjerggeder side om side med fritgående heste og køer.

Vi ligger rigtig godt beskyttet i den lille havn, og er så heldige at blæse inde en enkelt dag, så vi kan gå på opdagelse i naturen, nyde den kraftige duft at makien, de vilde dyr og den fantastiske udsigt.

Skipper finder i samråd med frode (der er den eneste på den del af øen der har internetforbindelse og dermed mulighed for at trække en vejrudsigt der er til at tyde) ud af at vejret vil være godt til at sejle videre nordpå d. 12/1.

Minimatroserne er kede af at forlade den lille ø hvor de har nydt at hoppe rundt på klipperne, men de kan godt se, at vi bliver nødt til at sejle videre hvis vi skal hjem til alle jer - og at Disneyland nok ikke kommer til Capraia…

Der er (igen) lidt mere vind end vi havde regnet med da vi sejler ud af havnen og kommer fri af øen, men til forskel fra

sidst, kommer vi denne gang ikke særlig meget tættere på vores mål selvom vi sejler godt til. Op og ned ad bølge går det, og vi bliver usikre på om den vejrudsigt der i går så fin ud i en uge mon har ændret sig i løbet af natten. Vinden blæser mod Elba, og selvom det er den modsatte vej, beslutter vi os for at sejle med den og købe noget mere internettid til vores italienske bredbåndsforbindelse så vi kan følge udviklingen i vejret mens den foregår.

I vores pilot står der, at man ikke kan besøge Portoferario på nordsiden af Elba uden at blive betaget. Vi er der på kort visit, men nyder synet fra den rolige bugt udenfor byen.

Da vi sejlede ind til Portoferario, lagde vi til ved siden af færgelejet for at få noget diesel på skuden, og blev her klar over, at vi ikke skulle ligge i havnen, for færgerne sejlede så hurtigt forbi at det gode skib var ved at havne oppe på kajen på grund af de høje dønninger.

Ærgerligt, for vi havde ellers lige tænkt os at tage en tur ind i byen, men det må blive en anden gang.

Vi sejlede ned bag færgehavnen, snuppede en bøje, og nød at være (rimeligt) godt ude af færgernes område så det kun var mindre dønninger der nåede os når en færge gik ind eller ud af havnen.

Vi var nede på mange basisfornødenheder, så Skipper riggede Gummi Tarzan til og drog ud i mørket for at finde et hul i hegnet ved værftet inde på land, og kom tilbage en time senere med et skrabelod til vores bredbåndsforbindelse og noget af den proviant vi ikke kunne købe på Capraia.

Vi fik en fantastisk rolig nat for bøjen, og kunne næste morgen sejle ud i en meget smuk solskinsdag hvor Skipper (meget overskudsagtigt) lavede omelet mens vi sejlede ud af havnen.  

Hen under aften kommer vi til Marina Medici, en stor flot marina der ligger ved byen Rosignano Solvay.

Noget af det første man ser når man sejler ind i havnen er en kæmpe Armani reklame, og vores pilot fortæller da også, at dette er en af de dyrere marinaer…

Vi spørger en mand ved dieselstanderen om vi må have lov til at fortøje båden mens vi går op i byen for at handle, og får heldigvis lov til at lægge til ved molen mens vi går på jagt efter et supermarked. Ikke langt fra havnen ligger et stort supermarked, og ved siden af det en stor legeplads, så mens Skipperinden handler, leger minimatroserne og alle nyder at have fast grund under fødderne efter et døgn på båden.

Da vi kommer tilbage til båden belæsset med proviant til et par dage, kræver det store overtalelsesevner at smide fortøjningerne og sejle ud i mørket og kaste anker udenfor havnen. Vi er trætte, og kunne rigtig godt bruge en rolig nat uden at skulle bekymre os om vejromslag, men sådan er det, og da vi har kigget på vejrudsigten kan vi se, at der igen er en rolig nat i vente, og så er det næsten fjollet at bruge en masse penge på en dyr havneplads når vi ”bare skal sove” inden vi sejler videre.

Fra marina Medici går det videre nordpå mod Viareggio der er næste stop på turen. Efter et par timers sejlads kan vi se Livorno, en stor industrihavn, i horisonten. Det er helt underligt at se de mange kraner og firkantede bygninger efter nogle uger med smukke bjerge og hyggelige byer som udsigt.

Først på eftermiddagen anløber vi Viareggio, lægger til ved en stor mole i en kanal i yderkanten af havnen, og går på opdagelse i byen.

Byen er blandt andet kendt for at der bliver bygget store luksusyachter, og det er noget af en oplevelse at gå rundt mellem store værfter og små værksteder, og følge udviklingen fra rå materiale til ren luksus.

Byen er et pudsigt sted, så selvom vi ligger godt ved (den gratis) kaj beslutter vi os for at sejle videre allerede næste dag.

Danmark trækker, og vi skal også udnytte det gode vejr mens det er der.

Fra Viareggio sejler vi til Le Grazie der ligger i en smuk bugt lige ved La Spezia. Vores plan er at kaste anker i en af de mange bugte, men vi er så heldige at finde en plads ved en lille (offentlig) bro hvor vi kan ligge langskibs.

Det er weekend så der kommer ikke nogen for at opkræve havnepenge.

Til gengæld ligger der et vaskeri og en legeplads lige ved broen, så vi nyder at være i havn, og har en dejlig eftermiddag, aften og nat i de rolige og meget smukke omgivelser.

Stemningen på havnen minder om den vi kan huske fra Dragør på en hyggelig dag.

På vej ind i bugten finder vores motor på at den vil holde op med at virke (for første gang på turen heldigvis!).

Skipper er optaget af at hjælpe en af minierne på toilettet, men bliver kaldt på broen da motoren vælger at gå ud lige ved siden af en stor container der ligger for anker i bugten. Heldigvis er der god plads til alle sider, og det er kun et lille stykke snavs der har sat sig fast i brændstofslangen, så lidt efter er vi igen på vej mod vores destination

Vi har snakket meget om muligheden for at tage en natsejlads over Genovabugten, men bliver enige om at tage lidt længere nordpå til Portofino inden vi sejler over. Det er dejligt at sidde i læ og nyde solen i cockpittet, men når solen går ned bliver det KOLDT så derfor sejler vi lidt længere ind i bugten så vi kan nøjes med omkring 30 sømil om dagen.

Det er ikke uden grund at mange taler i høje vendinger om Portofino, og havde vi dog bare haft lidt bedre tid (og råd) ville vi MEGET gerne have været blevet noget længere!

Da vi sejler ind til den lille bugt ved byen, bliver vi mødt af et smukt skue bestående af storslået natur og smukke gamle bygninger.

Vi finder en bøje og mens Skipper ror til byen efter tobak i Gummi Tarzan, bliver der lavet aftensmad i de smukke omgivelser.

Næste morgen har vi besluttet os for at tage tidligt af sted, så vi kan komme til Finale Ligure på den anden side af Genovabugten (38 sømil væk) mens det er lyst. Alt tegner fint, lige indtil vi får tovværket fra den bøje vi ligger ved viklet godt og grundigt ind i skruen…

Vi prøver at lokke, vi prøver at hive, vi prøver alt hvad vi kan komme i tanke om mens solen så småt begynder at stå op over bjergene, men lige lidt hjælper det – tovværket sidder FAST, og der er ikke andet for end at en af os må i baljen og skære os fri…

Vores gode ven Raimond (som vi mødte i Ceuta sidste vinter) forærede os en (ikke så klædelig men meget praktisk) overlevelsesdragt som Skipper ifører sig inden han starter mandag morgen med en frisk dykkertur under båden (med pandelampe – for vandet er KULSORT!). Det tager noget tid, men til sidst lykkes det at få kastet los både over og under vandet, og vi kan begive os ud i Genovabugten. Det forlyder, at vandet er MEGET koldt, og at Skipper stadigvæk foretrækker varmere temperaturer hvis han skal under vandet – OG at han vil have sin morgenkaffe inden han morgensvømmer næste gang!!! J

Vi får en MEGET fin tur over Genovabugten!

Solen skinner fra en skyfri himmel, skibet er ladet med en glad besætning, proviant og rent vasketøj til flere dage - OG vejrudsigten lover godt vejr så vi lige nøjagtig kan nå til Frankrig inden et kraftigt blæsevejr kommer forbi ”vores” del af Middelhavet.

Vi sejler ud med godt mod, og kigger lidt undrende på hinanden da vi ikke langt fra kysten kommer op over 6 knob i timen (vi er vandt til omkring 4,5). Efter et par timer med god fart bliver vi overmodige, og begynde at snakke om muligheden for at sejle den lige vej til Frankrig i stedet for at ”nøjes” med to gange 35 sømil med en overnatning for anker undervejs.

Vi bliver enige om at sejle direkte, og lander i Menton lidt over midnat d. 18/1 efter at have sejlet 86 sømil.

Menton er en rigtig dejlig lille by på den franske riviera, og er et af de steder vi sagtens kunne have været blevet noget længere end den lille uge vi blæste inde.

Det er dejligt at være i Frankrig igen, og vi har ikke været i havnen længe før vi finder ud af hvor meget meget mere man får for pengene på denne side af den kysten i forhold til på den italienske.

Vi betaler 10 euro i døgnet og for de penge får vi en god plads i havnen med el og vand, har frit internet og nogle fine bade med MASSER af varmt vand (på Capraia betalte vi 17 for at få en plads i havnen med el og vand).

Ikke langt fra havnen stopper bussen der kører til Nice og Monaco, og vi bliver enige om at tage ind og se lidt på forholdene i Monaco mens vi er blæst inde. Det er sjovt at komme til dette lille fyrstedømme, hvor Aston Martiner, Maseratier og Porscher dominerer gadebilledet, og hvor der er så rent at vi bemærker den manglende lugt af tis i byens mange elevatorer og gangtunneler.

Vi er så afsindigt heldige, at der er den 35. internationale cirkusfestival netop i den periode vi er i området, så mens vi venter på at vinden skal lægge sig, tager vi til Monaco for at se alskens artister optræde på pladsen foran fyrstepaladset.

Det er en stor oplevelse, og hele besætningen suger til sig og nyder at se de dygtige artister, elefanterne og al den magi der omgiver et cirkus.

Mens vi er blæst inde er der også Rallye i Monaco, men desværre foregår det i området udenfor byen, så vi må nøjes med at følge udviklingen på nettet hjemme i båden.

Menton har nogle smukke haver som vi meget gerne ville have kigget noget nærmere på, men minierne skranter, og den vind der blæser os inde kommer fra nord, og er MEGET kold, så vi må have haverne til gode til næste gang vi kommer til Cote d’Azur.

Frode har anbefalet os at lægge båden min. 3 meter fra kajen, vi synes inden blæsten tager fat at det er lidt vel meget, men bliver glade for at vi fulgte hans råd da de første vindstød blæser ind over havnen. Når det blæser hernede, så BLÆSER det!!! Vi har lagt det gode skib så langt ude i bassinet at det ikke kan komme ind og ramme kajen, og har lavet et sindigt snoresystem så Gummi Tarzan virker som færge mellem båd og kaj. Det ser måske lidt fjollet ud, men det virker, og vi kan trygt tage fra båden selvom det blæser.

Fra Menton sejler vi videre mod Nice, og tager en enkelt nat for bøje i bugten ved Villefranche. Der er nogle store dønninger fra den sidste uges blæsevejr på turen, men der er heldigvis ikke så langt – 12 sømil byder dagens sejltur på, her er fantastisk smukt, og det er ved at være en af turens sidste ture med mast i Middelhavet.

Det bliver godt at komme hjem, og vi glæder os rigtig meget, men nu hvor vi er ved at skulle tage fat på sidste del af eventyret kan vi mærke, at det er svært at give slip…

Minimatroserne glæder sig meget til at komme hjem og lege med nogen på deres egen alder (der taler dansk!!!) OG så er vi ved at være tæt på det land de har ventet på siden vi sejlede fra Svanemøllen, nemlig Disneyland, så nogen gange kan lunterne være lidt korte, for det har på mange måder været en lang tur, og vi er på mange måder meget tæt på noget vi har set frem til længe.

Alle ombord har det rigtig godt, vi nyder at være af sted, glæder os over at kunne starte dagen med at spille Uno (der er det foretrukne spil i øjeblikket) og have god tid til at komme i gang med endnu en fantastisk dag i eventyret.

I skrivende stund ligger vi i den gamle havn i Nice, der også virker som et sted man kunne få lyst til at blive på ubestemt tid…

Vi håber I har det godt, og glæder os til vi igen.